Når man skal rejse til Sydafrika, så er der mange faktorer der spiller ind, for at vælge det korrekte tidspunkt for dig. Naturen, temperaturen og vejret ændrer sig gennem året, så der er meget at tage højde for, når man skal afsted.
Vejret

Vejret i vores område er klassisk afrikansk: masser af sol, varme dage og stort set aldrig kedeligt.
Fra november til marts falder størstedelen af regnen. Den kommer som regel i tordenbyger sidst på dagen – de varer sjældent længe, men kan være intense.
Fra april til oktober får man den modsatte oplevelse: klar himmel, tør luft og næsten ingen regn. Det er den tid, hvor luften står helt stille om morgenen, og det godt kan støve en smule.
Naturen

Landskabet omkring Balule forandrer sig markant gennem året. I regntiden – som strækker sig fra november til marts – bliver bushen tæt, grøn og levende. Efter de kraftige, men korte eftermiddagsbyger dufter jorden frisk, og himlen brænder i lilla og orange farver, når solen går ned.
Det er en smuk tid, hvor alt spirer, og floderne løber fulde. Hvis du er til frodig natur og farverige billeder, er det et fantastisk tidspunkt at komme på besøg.
Når tørketiden begynder i april, ændrer alt sig. Det grønne bliver gyldent, og landskabet åbner sig. Træerne står nøgne, og græsset bliver lavt – ideelle forhold til at spotte dyr, for nu søger de alle mod floden og de få tilbageværende vandhuller.
Dyrelivet

Uanset hvornår du besøger Balule, er der liv overalt – men hvad du ser, afhænger af sæsonen.
I regntiden (november–februar) får mange dyr unger. Især impalaer, gnuer og zebraer føder i denne periode, og bushen summer af liv. Det er også en fantastisk tid for fugleinteresserede – mange arter kommer flyvende fra nord, og nyder godt af denne tid af året.
I tørketiden (maj–oktober) trækker dyrene tættere sammen. Vand er pludselig en knap ressource, og det betyder, at man ofte kan sidde ved Olifants River og se elefanter, giraffer og antiloper komme forbi – ofte inden for få minutter. Rovdyrene følger efter, og det er nu, de fleste forbinder med “klassisk safari”.
Temperaturen

Temperaturerne kan variere meget i Balule-området, men generelt er her varmt året rundt.
I sommermånederne (november til marts) kan dagene nemt ramme 30–38 grader, og luftfugtigheden kan gøre det lidt trykkende. Nætterne er lune – perfekt til at sidde ude på terrassen og lytte til cikaderne.
Om vinteren (maj til august) falder temperaturen en del. Dage på 25 grader er normale, men morgenerne kan være kølige – især hvis du tager på game drive før solopgang. En varm jakke eller et tæppe over skuldrene gør underværker.
Mange rejsende synes, at maj til september er det mest behagelige tidspunkt, fordi dagene er milde og aftenerne kølige.
Konklusion
Balule River Lodge kan besøges året rundt, og hver sæson har sin charme:
- Vil du se bushen i fuldt flor og opleve dyreunger og fugleliv?
Så rejs mellem november og februar. - Vil du have den klassiske safaristemning med tørt landskab, store flokke og nemme observationer?
Så vælg juni til september. - Vil du have det bedste af begge verdener?
Så prøv april–maj eller oktober, hvor temperaturen er behagelig, og naturen stadig lever.

